Fortvivlende lille i hænderne på os

gaius_gracchus_tribune_of_the_people-2

En romersk senator sidder i sit atrium år 42 f.kr. Det er forår, aften. Flokke af spanske spurve har slået lejr i bourgonvillaen. De rødviolette blomster flakser som fjer, og belægningen af Carrara-marmor køler hans fodsåler.

Hele atriet er lyst op af stenenes mælkehvide transparence. Som løftet om en lindring, der aldrig kommer.
Han har beordret alle til at forsvinde. Husslaverne trak sig uden indvendinger. Børn, hustru og hunde blev gennet med, børnene med tavs skæven til ham, hustruen mut, hans yndlings-hund pibende.
Selv vandet, der hver eftermiddag overrisler gårdhaven, er fordampet og har efterladt et spor af kalk. Ingen olielamper er tændt.
Han kan høre hvislen af koste, og duften af stegte sardiner når ham fra køkkenregionen.
Husets herre sidder foroverbøjet med albuerne på knæene. Den venstre hånd er knyttet så hårdt, at arrene fra års våbentræning træder gråt frem, i den højre håndflade ligger fire blå glasperler.

Han er træt af mennesker.

Perlerne i hans hånd, en anelse kantede, men med niveauer af kobolt og grønt som Middelhavet, blev bragt til Rom fra Nippur. De er mindst 1000 år gamle og får ham til at føle sig modløs, tung i den krop, som ellers altid har været parat.

Rom, der kan lugtes og høres gennem murene, er for ham kun en påmindelse om mænds ærgerrighed. Politiske intriger, hadske baghold, uretfærdige henrettelser, giftmord. Han kan mærke hver en voldshandling i halsen, som om alle skrig skriges gennem hans struberør.

For to dage siden slyngede han en beskidt kappe ud over sin tunika for at skjule senatets striber og skaffede sig en plads mellem de jævne tilskuere på Circus Romanums dårlige siddepladser uden skygge. Forårssolen skar sig diagonalt ind i øjnene og gjorde uldkappen til et fængsel. Nogen slagtede en høne på trinnet ved siden af ham, hovedet trillede hen og lagde sig til rette på hans venstre fod, fedtet, indrullet i sand og med to sorte, spørgende øjne, fjerene stod op i en skypumpe af hvidt og rødt. En glad kvinde stegte kræet i ildfad, lugten af hønseblod var velkommen i forhold til det, der ville komme.

Dagens forestilling på banerne handlede om slaget ved Cannae. Dog med et andet udfald end Hannibals sejr over den romerske hær. I dag skulle de barbariske karthagenere omsider udslettes. 100 sorte krigsfanger var udvalgt til slagtning i nærkamp eller flænsning af stridsvogne med påmonterede træpigge. De trådte nøgne, våbenløse og skelettynde ind i arenaen for at understrege Hannibals manglende kontrol over sine tropper. Enkelte af dem bar lændeklæder af eksotisk dyreskind og hatte med papegøjefjer.

Da skuespillet var slut, havde de 40.000 tilskuere overværet en stribe af koreograferede dødsfald, og ligene lå i en dynge ved kejserens æresplads, hvor to senatsmedlemmer sad og svedte ufravendt. Kvinden med hønen ristede planterødder.
Det gik op for ham, at han var frygtelig udmattet, en tilstand, der i øjeblikket følger ham som et stykke tøj døgnet rundt, selvom han ikke foretager sig noget særligt. Livet trækker ham i en ny retning, og han kæmper med sine efterrationaliseringer. Men endnu værre – de kvalmende forudanelser, der altid kommer i sekundet, før han falder i søvn.
De bringer billeder af krigsskuepladser oversået med nedstampede, livløse mænd, mænd med samme fortumlede ansigtsudtryk som dem, han har set i krige og arenaen. Lyshårede, mørkhårede, rødhårede mænd. Og drenge. Drenge med økser, drenge med hovedbeklædninger af koldt metal og ildspyende rør, lava i styrtregn fra himlen. Soldater, der graver sig selv ned i marker, hvor alt fryser til is, og selv græstuerne er bange.
Han har aldrig set så meget is i virkeligheden, måske en smule rimfrost på figentræerne om vinteren, en enkelt snebyge i et bjergpas, han måtte passere som infanterist. Men intet, der svarer til disse drømmesyn, hvor sne i bunker på størrelse med huse tørner sammen med tusinder af mænd.

Han ser, hvordan Rom krænger sin inderste materie ud og udsletter sig selv på få år. Han ser, hvor stor verden er, og hvor fortvivlende lille i hænderne på os.

Denne 56-årige mand ville give alt for at være identitetsløs og kunne  blande sig i menneskemængden på byens markedsplads. Tænk at  sno sig uset mellem boder med nyslagtede får og tørret vinterfrugt. Standse op og lade fingrene glide gennem såsæden i en kurv, mærke om kornene har den rette fasthed, om tørringen er lykkedes uden svampeangreb og gæring.
Han er berygtet som legionær, militærtribun og senatsmedlem, og hans beslutninger har haft indflydelse på alle borgere, ikke kun inden for Roms bygrænser, men over landområder, der strækker sig så langt mod verdenshjørnerne, at ikke engang han kan begribe omfanget af den romerske ekspansion.

Verdenshjørner. Han kender ikke udtrykket, hjørner eksisterer ikke i hans forestillinger om skovene, bjergene, dalene, markerne, floderne, byerne og havene.

Manden har dog en klar fornemmelse af, at himlen over ham er i bevægelse, at jorden under ham ligeså. Konsulernes egyptiske himmelrådgivere underviser byens spidser i solens mønstre og månens præcision, men senatoren har ikke haft brug for de lektioner. Han foretog selv en masse udregninger som ung jordejer, de fleste intuitivt. Ejendommen havde brug for en mere detaljeret tidsplan end ‘vi sår hirsen, når soluret og forvalteren siger det’, og han betragtede den rytme, som månens blege transformationer mumlede fra sit eksil.
De første høstsæsoner var ikke gode, men så fik han fabrikeret ti regnvandskar af ler, forbandt dem med kobberrør i et nøje planlagt net over markerne og begyndte at gøde med hønselort i stedet for hestepærer. Desuden noterede han sig skyernes bevægelser og former – og talte dagene før og efter særlige vejrhændelser. Da en af gårdens slaver fik den idé at bekæmpe svamp med mugne citroner i vandreservoiret, gik det fremad. Alle afgrøder gav godt i årevis, og han følte en stille tilfredsstillelse ved at løse håndgribelige problemer og forudsige de næste udfordringer.

Indtil en udsending fra Rom kom ridende på en blank og hysterisk hest og forlangte en gæld fra faderens tid indfriet. Den unge landmand skulle trænes op til soldat og tjene republikken. Det viste han sig også at være god til.

Han tæller lydløst perlerne: 0, 1, 2, 3. Her er officielt tre perler. Den nye, romerske kalender bygger på, at talrækken starter med 0. Det giver mulighed for at ensrette skatteinddrivelsen, så den ikke – som tidligere – falder hver fjerde, men tredje månecirkel. Mange embedsmænd i provinserne har udnyttet dette med tilbagevirkende kraft, og borgerne skal godtgøre.
Men her er fire perler. 1,2,3,4. Og han føler et stik i tindingen ved den erkendelse. Hvis man gør 0 aktivt, giver det fejl andre steder i rækken, og denne uro vil forplante sig til punkter i livet, der ikke bør rokkes ved.
Uden at vide det har manden fundet frem til den korrekte brug af skudår. Han har med en medfødt matematisk begavelse knækket koden, men aner det ikke. Der er kun en uforløst frustration tilbage dér, hvor visheden var.

Romeren har på recognosceringstogter set de enorme bygningsværker på flodsletterne i Mesopotamien. Stolte, brune templer med en aura og forvitring, der viser ubegribelig alderdom. De blev opført for så længe siden, at han kan mærke tiden presse mod og indefra brystet. Det foruroliger ham, at hans krigsbrødre og venner fra senatet, ja selv grækerne, er så lemfældige med den viden og historie, der ligger lige foran dem.

Her er fire perler.

Det fattede tempelbyggerne for tusinder af generationer siden. Han forestiller sig, at de mest nysgerrige om natten klatrede op på øverste trin af pyramiden, satte sig, bøjede nakken bagover og lyttede til stjernehimlens helt praktiske fortælling. Tænkte, at det forpligtede at tænke.
Der var ikke én eneste guddommelig idé i disse nætter. Kun klodens mest avancerede hjerner i arbejde.

Romeren opdager, at hans yndlings-hund har sneget sig tilbage i gårdhaven og nu ligger ved bassinet, hvor en usædvanligt stor guldsmed berører vandoverfladen med hundrede vingeslag i sekundet. Insektet spreder gyldne, olierede cirkler i vandet, forlader os og møder kort efter sin skæbne i cypresserne langs den østvendte bymur.

Hundens ene øje er åbent og ser direkte på ham. Den sover med halvdelen af sit væsen, mens den anden halvdel altid er vågen for sin herre. Han sætter så uendelig meget pris på dette dyr – den eneste levende skabning, han slapper af sammen med.
Senatoren rejser sig og åbner en skindpose, der er bundet fast til hans bælte. Manden hælder forsigtigt de fire perler ned i den og tager i stedet en lille bronzefarvet flaske op. Han henter et fad, der er efterladt på et bord, og går over til havebassinet, fylder det med vand.

Han sætter sig på hug ved siden af sin hund, der har rejst sig halvvejs op og strækker forbenene med et suk så velgørende, som kun hunde kan præstere dem. Tre røde dråber falder fra flasken og ned i fadet. Han blander med en finger og dumper ned på jorden med fadet i skødet.
Manden nulrer hundens øre og rækker den fadet, den drikker glad det hele. En gestus fra herren er altid god. Så sluger han selv resten af flaskens indhold og lægger sig i fosterstilling ved siden af dyret, som allerede har trækninger i rygmusklerne.6029-2

Indigo

mettenexmand

København i et saksespark. Sådan ser jeg byen fra min altan. Jeg bor i et sidelæns snit mellem tæppet af villakvarterer, Fælledens skræppende tjørnekrat og den nye beton. Her strækker byen sig mod vest med et suk. Ældre end vores tiptipoldeforældre og så ny, at ingen ved, hvad der vil ske. Jeg bor midt i historien, indtil jeg skal aflevere den igen. Om lidt. Men først ham, som for længst har returneret sin del. Jeg ser ham, som han var: Hørfrakken og vadmelsbukserne kradser, da han træder fra borde. Hatten er stram mod tindingen, for ikke at tale om støvlerne, der aldrig har kogt sådan om hans i forvejen irritable fødder. Han, en bedsteborger, plages af nedgroede tånegle, og der er gået gult flåd i storetåen under sørejsen fra København til den dunkelgrønne ostindiske kyst. Det river i hele tåen og op under sålen. Her til morgen, da han trak…

View original post 547 more words

Verdens dybeste søvn

article-1177512-04CD37E2000005DC-328_468x419

Hvis du var mand. Hvis du var russisk, osmannisk, belgisk, serbisk, østrigsk, ungarsk, engelsk, fransk eller tysk. Hvis du var dreng. På disse marker under himle, hvor mursejlere ses i træk nordpå, deres svitsende hurtige flugt, uden søvn, uden tanker, bare fremdrift og frihed.
Hvis du var her. I marts 1918.
Soldaten lægger sig snart til at sove. Regnen af granater er så tung nu, at daggryet trækker sig sukkende tilbage, en rødmen, der fortryder og går ind i mørket igen.
Han er infanterist i 47th London Division og har sammen med 500 andre gravet sig ned i en braklagt kartoffelmark fyldt med perlehyacinther og kaninhuller.
Aftenen forinden arbejdede bataljonen tavse og sammenbidte med feltfæstningen. De kastede jord op i faner, gjorde klar til dræn, stødte spaderne mod et kuld kaninunger, smed en sæk over, greb moderen i bagbenene, vred nakken om på hende. De var sultne helt ind i marven, sulten rasler rundt mellem deres ribben nat og dag.
De engelske tropper befinder sig i den franske provins St. Quentin. Klokken er 6 om morgenen, han er 21 år og veteran.
Soldaten kommer pludselig i tanke om et scenetæppe, han blev viklet ind i under en skolekomedie om Cæsars Egypten. Han og to andre drenge fik rollerne som romerske legionærer, og opdraget var: Stå stille med rank ryg, se alvorlige ud.
Men en halv time inde i forestillingen gled den guldmalede blikhjelm med røde fjer ned over øjnene på ham, og han bøjede sit alt for lille hovede bagover. Stadig blændet og med hjertets nævekamp i brystet mistede han kontakten til øjeblikket og klappede sammen. Scenetæppet blev revet med i faldet, og salen brusede over af voksnes kragelatter. Den 10-årige Kleopatra begyndte at græde, lærernes mumlen tog til.
Drengen følte en skam så tung og trættende, at kun søvn virkede som en redning. Efter forestillingen fandt hans forældre ham sovende i regirummet, han sad lænet op ad et bøjlestativ, stadig med hjelmen foran ansigtet.
Sådan har han det også nu, overvældet af døsigt mørke. Det fuchsiafarvede scenetæppe i skolens auditorium er erstattet af granater. Granater overalt. Soldaten er rædselslagen for at blive ramt i kæben og ikke dø med det samme, eller i maven, så han skal holde sine egne tarme, som en slagter holder et svins.
Han skammer sig over at ønske døden. Den har været omkring ham, under, over, i ham, så længe, at den er blevet til en sødme, en mursejler, en perlehyacinth, en kaninfod.
Bragene fra Hindenburg-kanonerne er så uigennemtrængelig, at larmen alene kan dræbe. Før nedslagene. Englænderne indånder denne torden på samme måde som fosforgassen, de mærker den skurrende lyd af himmel, der rives over, og skrigene fra halse uden hoveder.
Soldaten har oplevet mange offensiver siden 1916, men ingen som denne. General Ludendorff og Tommyerne vil udradere de allierede én gang for alle. For at skaffe ammunition nok har den tyske hærkommando beordret tusinder af kirkeklokker omsmeltet, og det virker, som om jernet i sin nye form stadig kan  ringe, hult og ondt.
Da sker det, at den engelske soldat sammen med flere andre fra enheden lægger sig til at sove midt i angrebet. Hjelmen, der er for stor til hans lille hovede, glider ned over ansigtet, og han segner i græsset foran skyttegraven. Hans riffel svinger med, jorden omkring ham sprøjter af eksplosioner.
Perspektivet hæver sig, og vi ser et landskab af ophuggede jordvolde, militært udstyr og mennesker. Verdens største slag, Operation Michael opkaldt efter helgenen Sankt Michael, er tyskerne sidste krampetrækninger i foråret 1918 inden overgivelsen en halvt år efter.
Det første hug fra Michael er fire timers bombardement på engelske stillinger i Nordfrankrig, 1 million granater fra 10.000 tyske artillerikanoner, tusinder og atter tusinder af døde.
På den franske kartoffelmark mellem alle de dræbte drenge og unge mænd ligger en masse og snorksover. Efter to timers angreb er de blevet trætte. Ikke som tidligere efter lange perioder uden søvn, men på en sært afslappet, næsten glædesfyldt måde.
De unge kroppe reagerer på historiens værste krigsskue ved at tage en lur. Hvis ikke artilleriet overdøvede alt, ville man kunne høre dem snøfte og småsnakke i søvne.
Da den 21-årige veteran fra 47th London Division senere vågner på felthospitalet, står en sygeplejerske bøjet over ham og leder efter sår, mens hun klipper uniformen i strimler. Hun finder ingen, og det eneste, manden føler, er en skamfuld ro, som om han er dejligt udhvilet efter ti timers god søvn på sine forældres gård. Han mangler bare en kop te.
I Amiens opholder en ung og nævenyttig Winston Churchill sig i de allieredes kommunikationscenter. Der er cognac og lemonbisquits i officersbarakken, og han har sine kameluldstøfler med fra London. Churchill har været vågen siden kl. 4 og beskriver senere larmen fra den tyske offensiv som en dødssymfoni, der stiger og stiger i kraft. Han er allerede på det tidspunkt en begavet parlamentariker og krigsstrateg, hans dagbogsoptegnelser bliver historiens mest læste.
En ligeså ung, men bitter, Adolf Hitler sidder et andet sted, formentlig i Berlin, og skriver i sin dagbog. Han har kæmpet for det østrigsk-ungarnske rige og ser alt smuldre nu. På trods af, at de tyske generaler har hentet 1 million soldater hjem fra Østfronten, og de bedste af de bedste sættes ind i planlægningen af det sidste slag – på trods af denne ultimative kampoffensiv mod de allierede. På trods af alt det er der ingen ægte national gejst. Bolsjevikkerne og blødsødenheden æder sig ind i det tyske samfund som mus i paneler, noterer han.
Churchill og Hitler slæbte Europas skæbne gennem to krige. Den ene vandt alt, den anden tabte endnu mere. Begge var de forblændede af  ideen om unge mænds ufravigelige, heroiske offervilje, men denne indbildning var nødvendig for at retfærdiggøre så mange millioner døde. De var dog begge bevidste om fænomenet ‘granatchok’, de overlevendes frygtelige indre kamp efter skyttegravskrigen – ikke mindst efter Operation Michael. Churchill gav rygdaskere til nedbrudte veteraner på sanatorier og landsteder rundt omkring i England – hans besøg skulle højne moralen. Hitler udnyttede de ødelagte sjæle med sin rasende demagogi i Mein Kampf.
Men ingen af dem hørte nogensinde om sove-episoderne – den overraskende, næsten hypnotiske træthed, som overmandede tusindevis af infantarister midt på slagmarken og i flere tilfælde reddede deres liv.
Det var jo ikke noget, man pralede af som soldat, de fleste følte sig feje og dumme, og forklaringen var altid: Jeg blev slået bevidstløs og husker intet.
Et halvt århundrede efter begyndte flere historikere dog at interessere sig for militærlægers optegnelser fra den tid, og man stødte på beretninger om soldater, der forvirret gav udtryk for at være faldet i søvn midt i kamphandlingerne – og endnu mere uforklarligt: De følte sig friske og klare i hovedet bagefter, som om de havde holdt en dejlig ferie med ti timers søvn i døgnet. Mændene var overbeviste om, at noget eller nogen havde bedøvet dem. En af dem, en 19-årig fra Yorkshire, som havde befundet sig i det nordfranske helvede, blev ved med at påstå, at nogen havde skudt ham med en boltpistol i panden – ligesom når hans far neutraliserede grise hjemme på gården.
I årene efter St. Quentin blev den engelske soldat med det lille hovede ædt op af dårlig samvittighed. På trods af hans lange og tro tjeneste i divisionen fra London, følte han sig franarret muligheden for selv at vælge en udgang på krigen – i virkeligheden ville han hellere være død end leve med tankerne om at have ‘sovet over sig’.
Men da han i 1944 måtte sige farvel til sin egen søn, der ilede mod massedøden på stranden i Normandiet, forvandlede skammen sig til håb. Faderen håbede, at hans søn ville få samme mulighed for en dyb, beskyttende søvn på rette tid og sted.
Det fik sønnen måske, men han blev også dræbt, sovende eller vågen, under landgangen, mens mursejlerne slog flik flak i skyernes kant, jog væk fra stranden mod nord.
Fire minutter efter, sønnen havde betrådt fransk jord, blev han ramt i ansigtet af tysk morterild. Det tog ham fire timer at dø.
Hvis du var mand. Hvis du var russisk, tyrkisk, syrisk, irakisk, israelsk, amerikansk, libysk, dansk. Hvis du var dreng. Her lige nu. På disse marker under disse himle.
I august 2016.

IWM_HistList_CFWW_SoS

Der kommer nok snart nogen

Sollyset i april har en ond klarhed over sig. Det er hvidt og ærligt. Alt ses pludselig tydeligere. Vinduesglas med gråt fletværk fra nedbør. Støv på læderindbundne møntsamlinger, skæve læsebriller og den porcelænskop, som du efterlod på chatollet for tre år siden. Te er tørret ind som en flodaflejring ned over koppens malede 1600-tals-motiv. Et tehus balancerer på kanten af et bjerg, to damer i kimonoer og med papirsparaplyer kanter sig frem af en sti hugget i bjerget. De stoppes af det brune vand fra oven. Måske et jordskred. Blod.
Støv er i grunden det mest ligegyldige i verden.
Der er ikke meget varme at hente i strålerne, bortset fra i små nicher af læ. Hvis du sidder op ad en rolig, vertikal flade på et sammenfoldet tæppe, og solen har haft tid til at bearbejde fladen, kan du trække benene op under dig, flette fingrene omkring knæene og hvile. Det ville være bedre med en mur af sten, som kan opsamle varmen i lommer bag og omkring din krop. Men du har en dør af trælister og metalskinner, en skydedør, der er rustet og afskallet i tykke flager. Du har den, et tæppe og et trinbræt. Dit barn på skødet.
Du kan pludselig mærke, at I sandsynligvis overlever.
Hun har sin storesøsters søndagsfrakke på. Du gemte den under barakkens tagudhæng, og ved et mirakel blev den ikke fundet. Den er af marineblå uld og har stikninger ved lukning og krave. De forsølvede knapper er præget med Budapests våbenskjold, silkemærket i nakken og et brystlogo praler af skrædderens navn. Det var den fineste konfektionsbutik i byen, hvor du ofte købte silkestrømper, hermelinkåber og parisiske hatte, der blev fæstnet til håret med guldnåle.
Din datter har også en elfenbensfarvet sløjfe i håret. Båndet fandt du i frakkelommen, hvor storesøster havde proppet det trodsigt ned efter en lang eftermiddag med klaverundervisning i Vörösmarty.
Sløjfen dufter stadig af vanilje og mølkugler, men den lille nægtede først at tage den på, hun blev bange, da du begyndte at rede hendes hår med kolde fingre og vride båndet om tjavserne i højre side. Du var ikke engang selv klar over, hvorfor du gjorde pigen klar.
‘Der kommer nok snart nogen,’ hørte du dig selv sige ned i hendes hår. Hun sad bare med bøjet nakke og sine kuglehænder presset ind mod ribbenene.
Den polske kvinde i køjen over dig hviskede, at der skulle ske noget vigtigt, natten før I blev gennet ud til hovedporten. Kvinden havde fået et blomkålshoved og efterretninger af den lille vagt ved sydtårnet, han var glad for hende.
Du fortryder, at du skjulte frakken. Den store burde have haft ordentligt overtøj på den sidste dag – bortset fra, at du ikke ved, hvornår den sidste dag var, fordi de flyttede hende. Nok mandag eller tirsdag  for to uger siden, der var noget i lyset, en gul dis i martsregnen.
Du gemte søndagsfrakken, fordi ingen måtte stjæle den, den skulle være klar til jeres hjemkomst.

Fredag d. 13. april 1945 på en jernebanestrækning udenfor byen Farsleben i Tyskland. Det knoldede, uforsonlige terræn skjuler næsten skinnerne, og fra skovbrynet ligner vognene en bunke legetøjstog, der er blevet skubbet af sporet, da barnet begyndte at kede sig.
Det er koldt for årstiden, omkring 5 grader, men vindstille, og solen søger ned i dalen, hvor enkelte øer af snepryd og anemoner blomstrer ved fyrretræerne. En flok skader sakser rundt i lav formation over marken. Det ser ud, som om der ligger nogle spredte bunker af opkradset jord eller måske kartoffelsække glemt af en bonde.
George Cross er commander på en kampvogn i 743rd Tank Battalion. Han er 24 og har ikke sovet et år, i hvert fald ikke mere end 20 minutter ad gangen. Alle i Dog Company har opøvet en evne til at koge søvnen ind, gøre den til en tæt, dødlignende tilstand, hvor alt er ligegyldigt, et billedløst fravær af tanker.
To år senere, da han ligger hjemme i sit soveværelse i Connecticut og lytter til træværkets mumlen, musenes redebygning bag gulvlisterne og livets torden mod sit bryst, savner han denne søvn mere end noget andet.
Tyk kaffe i bunden af et blikkrus og cigaretter gør aprildagen tålelig, og George Cross føler for første gang i månedsvis noget andet end tæt udmattelse. Der har ikke været hårde kampe i de sidste to byer, og bataljonens tre uger lange fremrykning sammen med 30th Infantry Division fra Rhinen til Elben er næsten overstået. I dag befinder de sig tæt på Magdeburg på en rutinepatrulje, to tanks og Major Clarence Benjamin i en jeep forrest. De ved, at der kan gemme sig klynger af unge SS-folk i skoven, men der er samtidig opstået en fælles følelse, en slags konsensus, som handler om noget andet. Selvom nyheden om Roosevelts død netop er nået frem til tropperne, kan amerikanerne ane et nyt skær i horisonten, de blev ikke dumpet forgæves på den rasende strand i juni sidste år.
Med ét stopper majorens jeep, og den høje mand træder uforvarent ud og stiller sig øverst på en skråning. Der mosles rundt i kampvognen under George Cross, som sidder med maskinpistol og overkrop i det fri. Han hæver sig forvirret op i armene for at se, hvad Benjamin har fået øje på, forstår ikke den pludselige uforsigtighed. Så ser han dem. Kartoffelsækkene og jordbunkerne fra marken har rejst sig og er begyndt at gå imod dem, som en skyggedrøm, et ludende mareridt af en procession, og bag den flere bevægelser ved rækken af kreaturvogne.
Cross hopper ned og gør majoren selskab ved skråningen, Benjamin har sit kamera om halsen, han hæver det, hvilket får flokken til at standse rædselslagent.
‘No, it’s okay, we are Americans,’ siger Clarence Benjamin lavmælt, som om han frygter at forskrække disse mennesker yderligere. Disse mennesker.
Et kvinde og et barn går forrest, kvindens ansigtsudtryk er en blanding af vantro og hysterisk glæde, barnet lader sig apatisk slæbe afsted, en pige med stivet frakke og sløjfe i håret, som en vandskadet dukke, nogen har glemt i et skur, men i sidste øjeblik fået stadset op. Bag mor og barn løfter en skeletkvinde armene og hoster en hulbrystet latter ud, George Cross aldrig glemmer. Hendes ansigt er blåt og kantet, hænderne fægtende, blege som undslupne natsværmere.

‘Der kommer nogen,’ siger du til din datter ved synet af jeepen oppe ved vejen. Hun er døset hen og vil ikke engang spise det stykke blomkål, du vristede ud af den polske kvindes hånd, da I havde stået op i fire døgn i togvognen.
Tiden opfører sig pludselig mærkeligt. Du får pigen skubbet op at stå, og I rejser jer fra trinbrættet, men det føles, som om der går en time, inden du retter dig ud og kigger opad, en svale pifter henover marken, du ser din mands ansigt, da sollyset fremkalder en prisme foran dine øjne, han siger undskyld, og du tænker, at dette alligevel er døden, men så står du øverst på bakken foran to unge mænd, de er sært forlegne, nærmest som generte drenge hjemme fra gaden, bare med bredere kæber og lysere øjne. Den ene taber sin cigaret ud af mundvigen, den lander på hans støvle, bliver liggende og gløder fint.
Du når at tænke, om de persiske tæpper hjemme i lejligheden er blevet rullet pænt sammen, de bleges af sollyset, hvis man ikke sørger for at trække gardinerne for midt på dagen.
Men jo, der kommer nok nogen og ser til dem.d8cf330ed488c68a425524aaee2cb511

Dette foto er taget af Major Clarence Benjamin fra 743rd Tank Battalion. Der var mere end 2000 jøder stuvet sammen i de godt 40 vogne, som den amerikanske hær opdagede under en patrulje d. 13. april 1945 ud for Magdeburg. Cirka 700 børn. SS-vagterne havde rømmet stedet, fordi det engelske luftvåben fløj over området, og amerikanerne rykkede frem fra flere sider. Toget var på vej fra KZ-lejren Bergen-Belsen til Theresienstadt i nazisternes sidste forsøg på at få udryddet så mange som muligt, inden fjenden ankom. To uger før var Anne Frank død af tyfus i Bergen-Belsen, to uger senere begik Hitler selvmord i sin bunker.

Jysk ironi er lussinger uden slag

For nylig var jeg til en børnefødselsdag, hvor to familier, min jyske og en fynsk, deltog. En af mændene er gift med en thailandsk kvinde, som sammen med sine små piger har bidraget med gylden ynde til sammenkomsterne de senere år.
Jeg sad overfor kvinden, og hun virkede som altid mild og beskeden. Og meget stille. Pludselig slog det mig – jeg har aldrig talt til hende, og jeg spurgte, tværs gennem børns kvidren og voksnes brummen, til hendes børn.
Hun svarede glad, med få, lidt skrattende, danske sætninger, men hun kunne sagtens tale sproget og forstå mig. Til gengæld fortsatte vi ikke samtalen, for den blev blokeret af det uigennemtrængelige væv af undertoner, som følger med en dansk familiebegivenhed. Jeg lagde mærke til, at hendes blik flakkede, da jeg kommenterede syrligt på en af de andre familiemedlemmers historier. Set udefra kunne det opfattes som konfliktoptrapning, et lavmælt skænderi, selvom det på ingen måde var tilfældet. Vi småhakkede bare på hinanden.

Hvorefter jeg blev utrolig flov. Med ét kunne jeg se hende sidde der – fødselsdag efter fødselsdag, år efter år – i et vakuum af danske koder.
At være den eneste thailandske kvinde i en jysk-fynsk familie må være som at befinde sig i selve antistoffets mørke. Vi kommunikerer på vores helt eget sprog, og de usagte budskaber hober sig op i en evig ventesal. Umulige at dechifrere for en person, der ikke er vokset op med denne omgangsform. Jeg forstår godt, hvis man som tilflytter, ny i familien – og tilmed fra et andet land – føler sig hægtet af.
Dansk er meget vanskeligt at lære for en voksen udlænding, siges det. Men jeg tror ikke, at grammatikken og udtalen er det største problem. Det er derimod vores gådefulde og nidkære klange. Det er noget, man fødes ind i og giver videre som en hemmelig pagt, ikke noget der kan læres på sprogcenteret i Nykøbing.
Vi jyder er de værste, for der ligger kulturelt betingede fælder i alt, hvad vi siger, når vi optræder i flokke.
Det handler især om ironien. Denne afstandstagen camoufleret som drilleri. (Nå, nogen har da vist vundet i lotto med den carport dér. Har du fået hjemmehjælp, Peter, eller er konen, som endelig er stået op?).
Ironi er det jyske ‘smil’, den lille, påtaget sjove, afklapsning. Intet kan være så passivt aggressivt som ironi, og min generation er værre end nogen andre. Især os, der er flyttet til København og derfor føler os hævet over dem, der blev tilbage. Kun én ting er værre end jyders sproglige lurepasseri, de frafalde jyders.
Vi er opdraget med, at alle sætninger bør lande på fladt og neutralt terræn. Der må ikke være nogen dramatisk udgang på noget, for skænderier er farlige, og heftigt temperament skal afmonteres i tide. Det kan ingen holde ud i længden, og derfor skaber man sproglige ventiler. Deraf ironien – og dens mere raffinerede og ondsindede fætter, sarkasmen.
Jeg tror, det jyske sindelag og måden at kommunikere på er skabt gennem århundreders lukkede kredsløb.
Det handler om et nedarvet, lavt selvværd. Vi er ude i noget med den der Johannes V. Jensenske krøbling, mandslingen, der trækker afsted med sin deforme krop og alligevel traller mod den nedgående sol til Storbondens høstgilde.
Forfatteren skrev om vagabonden Tordenkalven i Himmerlandshistorierne: ‘Han lignede Danmarks historie’. Det var i slutningen af 1800-tallet, og V. Jensen hentydede til slaget ved Dybbøl. Den preussiske hær flåede Jyllands underkrop af i 1864, og Tordenkalven med sin sammenpressede statur blev symbol på det rudimentære land. Det nedbøjede, men trodsige.
Også dengang var der et modsætningsforhold mellem København og Jylland – jyderne følte sig svigtet af hovedstaden.
Det gør de stadig i 2016, og jeg behøver ikke at minde om hele diskussionen omkring tv-serien ‘1864’, som har fået gamle sår til at springe op.
Samtidig flytter regeringen ministerier og institutioner til Udkantsdanmark i et kluntet forsøg på at vise solidaritet, men ingen virker overbeviste om projektet – eller motivet.
Jeg er som tilflytter i København blevet mere bevidst om min måde at kommunikere på, når automatpiloten slår til, og jeg gylper den gamle ironi og sarkasme op.
Jeg ville ønske, at jyderne – og danskerne – kunne smide den mugne kåbe og se ud over landets grænser. Det må være slut med at være pigefornærmet over 1864 og i det hele taget føle, at nogen har begået uret mod os.
Der ER ingen uret, vi er heldige og priviligerede mennesker, som bør sætte et godt eksempel for resten af verden. For eksempel overfor de hundredetusinder af flygtninge, der har brug for klar tale og ikke egennyttigt fnidder om trusler mod velfærdet.
Men se, det var en helt anden historie …50090252

Den døde socialdemokrat

Han byggede selv et gasbetonhus. Det lå i udkanten af kvarteret med grøftekantsnavne. På husets nordlige side løb en befærdet vej, hvor generationer af pindsvin blev dræbt på grund af fodslæbende ubeslutsomhed. Her var industrikvarteret og de uhyggelige tv-master. Uhyggelige, fordi de sang, som kun jernmonstre i dansk blæst kan, og når vindretningen tillod det, kunne man høre reparatører tale sammen fra flere hundrede meters højde. De snakkede om fodbold og vandsenge og andres koner.

På den anden side af huset lå den pæne græsplæne med et birketræ, der støvede nysende gult om foråret. Jeg betragtede træet fra vinduet i mit værelse og var bekymret for dets fremtid. Som i mange andre tilfælde viste mine bekymringer sig at holde stik – birketræet blev fældet, da det bredte sig og snaskede ruderne på naboens vinduer til med pollen.

Han byggede selv gasbetonhuset, og af resterne designede han et reolsystem med lillamalede trælister som ramme.

Min far havde sine bedste år, da han var socialdemokrat. Der var oliekrise og stigende arbejdsløshed, men ingen blev tilsyneladende berørt i grøftekantskvarteret. Den kaktusgrønne Mazda 626 trykkede rallet ned i carporten, og vi havde Arne Jacobsen-vandhaner i samme nuance.
Når jeg tænker efter, var postkassen også grøn på 70’er-måden, som om farven bare ikke måtte være pæn, men posten bragte hver dag nyt fra København. Mine forældre var de eneste i byen, som havde abonnement på Politiken. Vejle Amts Folkeblad og Jyllands-Posten stod stærkt i området, ugeaviserne endnu stærkere.
Der blev sjældent talt om eller praktiseret politik, men min far kunne godt komme op at mundhugges med gæster, hvis de havde drukket af den kirsebærvin, han bryggede i balloner på loftsrummet. Vinen lugtede af gær og varm saft, og den var ikke befordrende for nuancer i samtalen.
Min far gav udtryk for at være samfundskritisk og solidarisk med arbejderklassen, men han vrøvlede. Vævede. Andre voksne fornemmede det uforløste, der lå som en afbrændt stubmark i hans sind. Han gjorde dem usikre.
Som barn anede jeg naturligvis intet om dette, men i dag kan jeg drage nogle konklusioner. De bygger på, hvor svært jeg selv har ved at argumentere verbalt. Jeg vil så gerne sige noget præcist, som folk husker bagefter. Det lykkes meget sjældent, for jeg er håbløst usikker med talte ord. De forgrener sig og knopskyder i alle retninger, og jeg ophæver mig selv på få minutter.
Min far havde samme problem, og derfor blev han utroværdig. Han ønskede at tilhøre et fællesskab af ideologisk ligesindede, men det hele var for diffust, og den slags fandtes kun i større byer dengang.
Han kom fra en østjysk landsby og landsbrugsfamilie, og de var på ingen måde politiske. Det gjaldt om at komme fra A til B, fra fødsel til død, uden at nogen opdagede det eller følte sig generede af deres gang på jord.
Et kig i kirkebøgerne viser, at hans familie levede på egnen fra slutningen af 1800-tallet, og det har ikke været en sofistikeret tilværelse. Grundlaget var generationer af knoklede landarbejdere, husmænd og senere enkelte gårdejere.
Verden bestod af marker, hvor bonden gik en aftentur for at luge flyvehavre eller spise umodne blommer fra træerne i skellet, når ingen holdt øje med ham.
Det gjaldt om at dukke sig, hvis der var optræk til udfoldelse af temperament. Eller utidig opmærksomhed – det flegmatiske trak en træg mudderstrøm i alles væsener. Jeg kan stadig huske min farfars uundgrundelige smil, en ikke sjælden, men mærkeligt flov, trækning i hans ansigt. Som om det altid overraskede ham, at han smilede.
Min far blev opdraget til at tale lavt og forholde sig i ro. Den jyske undvigemanøvre var en indgroet del af adfærden, noget alle havde lært for ikke at blive for skuffede over tilværelsen.
Han blev aldrig tilfreds, hverken med sit lærerjob eller liv, men kampen og udlængslen foregik udelukkende inde i ham selv. Det var et vilkår tatoveret i sjælen, ikke kun for ham selv, men også for os, hans børn, der måtte leve med grundtvivlen. 
Far var meget optaget af 70’ernes og 80’ernes mandlige rollemodeller, for eksempel Troels Kløvedal. Jeg mener, at han overværede et enkelt foredrag med denne solbrankede Sinbad under en oplæsningsturné i Jylland.
Måske blev han ekstra identitetsforvirret af at lytte til  og læse Kløvedals beretninger. Hvordan kunne man andet end at blive lokket af søfarerens hvirvlen rundt i grønne oceaner? Og at det kulørte frihedsbudskab nok i virkeligheden var den ranglede Troels’ flugt væk fra pseudo-maoisterne i Nordkøbenhavn, kunne hans fans ikke vide noget om dengang.
Under alle omstændigheder blev min far socialdemokrat fra det øjeblik, Anker Jørgensen trådte ind på de blanke mosaikker, statsministeren med bopæl på Vesterbro. Anker var arbejder og fagforeningsmand og ikke en kuldsejlet funktionær som min far. Det var den perfekte mulighed for at dyrke noget langt væk fra og højere end det jyske lavland.


En dag vågnede far imidlertid op uden en eneste af sine bekymringer. Alle sikringer i hans hovede var sprunget, og i den grød, som hjerneblødningen levnede, flød kun få bortløbne minder og tanker. Han levede ti år efter hjerneblødningen og lå til slut på plejehjem, hvor savsmuldstapetet var rammefortællingen, dét, hans skulder strejfede, hvis han vendte sig i sengen om natten.
Få år før han døde, var der kommunevalg, og en af de ansatte på plejehjemmet mente, at min far skulle stemme, selvom han var hjerneskadet. Han fungerede trods alt som skoleinspektør, da han blev syg, lød argumentet.
Derfor endte min far med at sætte sit sidste kryds ud for det Radikale Venstre, det parti, som den ihærdige plejehjemsassistent forestillede sig, at han ville stemme på. Hun holdt hans hånd om blyanten, hele stemmeboksen må have rystet på grund af kørestolen og min fars forsøg på at flå forhænget ned.
Far var ikke radikal, han var socialdemokrat sammen med Anker Jørgensen. Da Anker døde forleden, 93 år gammel, tænkte jeg på den uforløste flipper i Østjylland. Skoleinspektøren, som følte, han burde være noget andet og mere, men aldrig fik muligheden.
Jeg sætter hans rigtige kryds næste gang. Ingen skal nogensinde holde min hånd om blyanten.

Den nemme udvej

Kl. 5.10 bliver jeg vækket af skridt i gangen, taktfaste og energiske, men med bløde sko. Igen får jeg dårlig samvittighed over noget diffust, noget jeg har forsømt eller fortrængt.
Jeg spekulerer på, om nonnerne ser tv, før de falder i søvn. Om de sidder med alt for store, raslende fjernbetjeninger og knapper sig vej gennem Berlusconis kanaler. Tænker de deres ved synet af påsatte hårlokker, øjenvipper og bryster?
De læser nok snarere – passager i evangeliet og bøger fra klosterets skriptori, hvor ingen bogrygge er flossede på den uansvarlige måde, men bladguldet er væk, drysset ned i en revne fra et andet årtusinde.
Eller måske beder de dagens sidste bøn. For sig selv. Med hovedbeklædningen foldet sammen på værelsets eneste bord, håret blødt på skulderne, knælende ved siden af håndvasken med sæbeskål og stumper af et stykke Nivea-sæbe, neglebørsten, den kogte klud og håndklædet.
Men dybest set aner jeg ingenting om disse mennesker. Jeg er bare turist, hotelgæst på et ombygget kloster midt i Rom.
Nonnerne bor og arbejder her stadig, og den gamle kirke er en del af ejendommen. Tidligt om morgenen, før morgenmaden serveres til gæsterne i det store, kolde rum ved siden af receptionen, står døren til kirkebygningen på klem, og man kan lytte til sang fra messen. Lyse, opstigende kvindestemmer og præstens tørre hengivenhed kastes tilbage fra stenmure og marmorgulve med slæbespor fra århundreders hænder, fødder og knæ.
Føler præsten og nonnerne noget for de latinske ord? Lytter til dem, sådan rigtigt? Eller har Guds flok et verdsligt spor kørende i baghovedet, en abscense med glimt af andre menneskers hverdag, som de flovt griber sig selv i?
Jeg tror, at de døde sprogremser er en del af deres daglige ud- og indånding, ligesom andre menneskers rygepauser på arbejdspladsens parkeringsplads. Det er ikke en nærværende handlinger, bare noget, de gør i sprækker af tid.
Bønnerne er asketiske, middelalderlige udgaver af vores morgenrutiner: Vi tjekker telefonen, laver en kop nescafe, tjekker telefonen, går i bad, kommer i tøjet, tjekker telefonen, børster tænder, går ned til metroen, tjekker telefonen.
Måske drages de ind i mellem af vores livsførsel, men nok i mindre grad, end vi bilder os ind.
Uden for murene skramler torvet med sin brostensbelægning. Det lille springvand lokker folk til vikårligt at sætte sig på kanten, her er amerikanske turister og enkelte romere, de albanske gadesælgere cirkler som pryglede hunde i periferien.
Et moderne menneske er pisket til at forholde sig til livet herude, selvom det er beskidt, larmende og kørt i sænk. Rom er én stor, dampende påmindelse om, at civilisationer forstøver. Cirkus Maximus, der for 2000 år siden rummede 200.000 opgejlede tilskuere, er i dag en klodset græstarm midt i metropolen.
Italien strækker sig ned i Middelhavet, som om landet vil gribe ud efter de gyldne handelsrejsende fra oldtidens Karthago, men de mennesker, der sejler den vej i dag, er forarmede og på flugt. Vatikanet vogter stadig over Petrus-embedet og sine sære, depraverede landegrænser, men de uhyggeligt vellignende apostelstatuer i verdens største kirke ser ud til at kede sig.
Jeg har ofte tænkt, at overgivelse til religiøsitet er den eneste mulighed for at få fred, hvis man da ikke ligefrem lægger sig til at dø midt i det hele. Det må være den ultimative genstart af nervesystemet. Den nemme udvej, fordi skiltningen på resten af ruten er tydelig og let at navigere efter.
Nonner og præster er frie i den forstand, at de ikke skal bekymre sig om væsener, de selv har skabt eller er en del af. De vil aldrig opleve den ubegribelige smerte at gøre andre ulykkelige på grund af deres valg, at forlade og blive forladt, svigte og blive svigtet.
Gud er ikke en 12-årig datter, der græder sig i søvn et helt år, fordi hun bliver mobbet hver dag. Eller en fortabt eksmand, som troede, han skulle leve resten af livet med en.
Gud kan ikke mobbes, Gud bliver ikke skilt.
Jeg vågner ofte og tænker, at mine prioriteringer har været forkerte, at jeg ikke gør nok, at min eksistens kun rækker til den næste lønseddel og skolehjemsamtale. Måske knap til det sidste. Jeg er aldrig i ro, for der er hele tiden en urealiseret idé, som kommer i vejen. Næste uge, næste måned …
Den 40-årige nonne i hotelreceptionen har tilsyneladende ikke disse kvaler, hun ligner et udsovet barn. Huden er glat og uden pigmentskader, øjenbrynene uplukkede, øjenvipperne aldrig brudt af mascarabørster, hårgrænsen travl, men ikke løs.
Men hun er samtidig 900 år og får mig til at tænke på balsamerede biskopper. Da hun kigger henover den musegrå pc og dvæler ved mit svedende, sminkede ansigt, ser det et øjeblik ud, som om tørret dyrehud er spændt ud over hendes ansigt. Oldtidens pergament, en hinde af afmålt ligegyldighed. Hun dømmer mig ikke, leder ikke efter noget i mig. Jeg er bare endnu en krop, der står i vejen for lyset.
Jeg får den ondskabsfulde tanke, at en nonne kan dø ung eller gammel, det gør ingen forskel. Hendes mål blev opfyldt i det øjeblik, hun deponerede sig selv i det evige arkiv af frelste.
Følelsen derefter er misundelse. Tænk at kunne stå op hver morgen og vide præcis, hvilken rolle man spiller. At være tjener for noget større, så man ikke behøver at kæmpe så hårdt for sin og andres eksistens.
Men næste morgen er det torvet, som vækker mig først: Fra mit hotelværelse kan jeg høre en enkelt scooter kratte asfalten op, mens de sydlandske spurve skændes i en vandpyt.
Da kirkeklokken kalder til morgenandagt, har jeg allerede tjekket min telefon tre gange og været i bad. Jeg vil ned til springvandet og drikke en dobbelt espresso, og så må bekymringerne komme i den rækkefølge, de nu engang gør.
Fra kirken flyder invitationen til syndforladelse og lys for enden af tunnellen. Det går op for mig, at den eneste, jeg nogensinde skal skrifte hos, er mig selv.
10297708_10203177474173077_183312691102561538_n